Jens Andersen Guldsmed ²⁰¹

  Notater:

Jens Andersen Guldsmed var borger og handelsmand i Ribe, hvor han hovedsagelig drev kreaturhandel.
Jens var altså ikke guldsmed. Det skal snarere betragtes som et slægtsnavn, idet en stor del af familien var guldsmede i Ribe gennem flere generationer.

D. 31. juli 1625 indtraf der en forfærdelig begivenhed, som vendte op og ned på familiens tilværelse:

Jens Andersen Guldsmeds næstældste bror, rådmand Søren Andersen Guldsmed, ejede en have udenfor Nørreport i Ribe.
I denne have var antageligt et offentligt forlystelssted, hvor der fandtes en "Pilkentavl", på hvilken der spilledes med brikker.
Den nævnte dag var Jens Andersen Guldsmed og hans tredje-ældste bror Hans sammen med nogle andre velstillede borgere om eftermiddagen forsamlede i denne have, hvor de spillende på "Pilkentavlen" og drak vin.
Imidlertid blev Jens og brederen Hans uenige om spillet, og da Hans bliv hidsig og for op, ville Jens straks forlade haven. Det viser vel, at han var en fredsommelig mand.
Desværre vendte han tilbage for at betale for den vin, han havde drukket, og hans bror, der endnu ikke far faldet til ro, benyttede lejligheden til at sige en del mindre pæne ting til ham.

Jens hentydede da til noget vedrørende deres fædrene arv, som endnu ikke var blevet skiftet imellem dem, og herover blev Hans så vred, at han trak sin kniv og gik til angreb på Jens.
En af de tilstedeværende venner forsøgte forgæves at holde på ham, men han rev sig løs og løb efter Jens, som havde forsøgt at trække sig tilbage og endda var nået op på gården.
Da han så Hans angribe, trak han også sin dolk for at forsvare sig.
Nu må Jens imidlertid være blevet godt ophidset, for han gav straks sin bror - muligvis af vanvare - et stik i brystet, hvoraf denne må være død.
Han nåede i hvert fald aldrig at afgive forklaring i sagen.

Alle de tilstedeværende i haven afgav vidnesbyrd til gunst for Jens Andersen Guldsmed, hvorfor tovsmændene d. 10. september afsagde ed om, at drabet var sket i nødværge, således at Jens altså blev renset.
Herredsfogeden var imidlertid ikke tilfreds med sagens udfald, men indstævnede sagen for borgmester og råd, muligvis på foranledning af lensmanden, som må have stået bag ham, idet den dræbte havde stået i kongens tjeneste.

Sagen trak ud, og i mellemtiden tilbød Jens på tinget at betale mandebod, en slags blodpenge, hvis nogen ville modtage den.
Endvidere fremgår det, at enken, hans svigerinde, havde tilgivet ham, og d. 11. januar 1626 udstedte hun sammen med sin bror, Rasmus Madsen, borger i Varde, et orfejdebrev for Jens Andersen Guldsmed.

Derefter gik der kongelig befaling til lensmanden på Riberhus om at undersøge de vidnesbyrd, som lå til grund til tovmændenes afsagte dom d. 10. september året før, og d. 24. februar 1626 blev sagen opsagt på rådhuset.
Såvel herredsfogeden som retten fastslog nu, at der ikke kunne være tale om nødværge, dels fordi Jens kunne være gået sin vej, men i stedet var vendt om og selv havde tirret sin bror, dels fordi det ikke kunne afgøres, at broderen havde haft til hensigt at dræbe Jens, eftersom han jo ingen skade havde tilføjet ham, selv om han havde haft rig lejlighed til det.
F.eks tabte Jens sine knive i græsset efter at have trukket dem, så han måtte bukke sig ned og samle dem op.
Tovsmændenes afgørelse blev derefter forkastet, og der blev afsagt dom i sagen, i henhold til hvilken Jens Andersen Guldsmed blev dømt fredløs, ligesom alt, hvad han ejede tilfaldt kongen, som dog d. 23. marts 1626 skænkede det hele til Jens' hustru og børn.

Under sagens gang, muligvis allerede straks efter drabet, havde Jens forladt sin familie og var flygtet bort.
Ifølge en gammel optegnelse boede han nu indtil sin død hos broderen Kristen, der var præst i Højerup.
Ganske vist kunne ingen - ifølge loven - som var dømt fredløs for et drab i kongeriget, tage ophold i hertugdømmerne, men da Jens, som ovenfor nævnt, var blevet forsonet med broderens enke, var der vel ingen, der kunne have interesse i at efterstræbe ham, hvorfor han har kunnet leve i fred.

Anders døde omkring 1637.

Hans hustru, Lisbeth, blev boende i Ribe, hvor hun ejede nogle ret anseelige ejendomme.


Herskabsfogden, Mads Lassen Lime, fandt sig dog ikke tilfredsstillet ved denne ed, men indstævnede den for borgmester og råd. Rimeligvis har lensmanden, Hr. Albr. Skeel fra begyndelsen af stået bagved ham, måske tildeles fordi Hans Andersenhavde været i kongens tjeneste, medens borgerskabet vistnok hele tiden har ønsket, at Jens Andersen skulle slippe så let som muligt. Sagen blev trukken ud, og imidlertid tilbød Jens Andersen til tinge at udlægge den lovlige mandebod, hvis nogen ville modtage den, og udsonede sig med sin svigerinde, som med sin broder, Rasmus Madsen, borger i Varde, og Søren Andersen Guldsmed som børnenes lavværge den 11te Januar 1626 udstedte et orfejdebrev for ham, hvorefter han tillige søgte et kongeligt lejdebrev. Et sådant fik han dog ikke; tværtimod udgik der en kongelig befaling til lensmanden på Riberhus om at undersøge, om de vidnesbyrd, til hvilke sandemandstovet (som det her kaldes) støttede sig, vare rigtige. Lensmandens beretning må have stadfæstet den tvivl, som man i forvejen nærede, og den 29e Januar 1626 udgik der et nyt kongebrev til ham, hvorved det pålagdes ham at befordre sagen til doms og føre tilsyn med, at begge partier ikke sker andet endret.
Den 24de februar foretoges sagen på rådhuset. I almindelighed vare borgmester og råd ikke meget bøjelige til at dømme imod en af lensmanden eller endogså af regjeringen udtalt anskuelse, uagtet der tilvisse findes eksempler derpå (f.eks. i sagen angående Anders Sørensen Klynes drab og i et par trolddomssager). Herskabsfogeden formente nu i denne sag, at der ikke burde være tale om nødværge, for det første, fordi Jens kunne være gået sin vej, medens han i dets sted var vendt tilbage og selv havde tirret sin broder, for det andet, fordi det ikke kunne antages, at Hans havde haft den hensigt at dræbe Jens, eftersom han i virkeligheden slet ingen skade havde tilføjet ham, hvilket dog ville have været let for ham, især da Jens, efter at have taget sine knive frem, først tabte dem i græsset, så at han måtte bukke sig for at tage dem op. - Retten kom til det samme resultat; den fandt, at Jens kunne være undvegen, hvis han havde villet; den vidste derfor ikke"Tovsmændenes Ed ved Magt at kunne kjende, ej heller Jens Andersen sin Fred at kunne nyde".
Det var en alvorlig sag for sandemænd, nævninger eller tovmænd, når de fældedes for en af dem afsagt ed, da de ifølge Kristian d. 3dies Reces af 1558, § 27 derved forbrøde 3 Mk. til den, som fældede dem, og deres Boslod til deres Herskab, i Kjøbstederne vistnok halvt til Kongen, halvt til Byen. For flere Kjøbsteders Vedkommende var der rigtignok bestemmelser, hvorved kongen havde tilstået formildelser i denne strenge ret; men for Ribe by kjendes ingen sådan. Derimod kunne der nok tinges med lensmanden og byen, og det måtte tovsmændene i denne sag også gjøre; men herunder kom det frem, at Mag. Kristen Friis, den theologiske Læsemester i Ribe, havde spillet en vigtig Rolle i denne sag. Han var en fætter til Jens og Hans Andersen, idet deres mødre vare søstre. Desuden var han gift med Ingeborg Lauridsdatter, en moster til Jens Andersens hustru. Om ham oplystes det nu, at han havde indvirket stærkt på tovsmændene for at få dem til at gøre deres ed således, som de gjorde den; ja, da en af dem, Villum Hansen, havde betænkeligheder ved sagen, havde magisteren endogså givet ham en skriftlig forsikring om, at han ville indestå ham for den skade, som han derved kunne komme i. Sagen får hervedet mindre godt udseende, end når man bedømmer den alene efter de under sagen fremkomne vidnesbyrd.
Da regjeringen fik underretning herom, udgik der den 30te maj samme år et kongebrev til lensmanden om, at magisterens brev skulle være ugyldigt, eftersom det var utilbørligt, at den, som selv havde gjort eden, skulle gå fri, men at lensmanden skulle aftvinge dem begge for deres del i sagen. Kristen Friis blev som den rigeste, den som måtte bøde mest; thi af Herskabsfogdens regnskab over sagefald i regnskabsåret 1629-30 ses, at han for denne sag måtte betale kongen 75 Rdl., medens Tovmændene slap med at betale fra 3 til 20 Rdl., rimeligvis efter hver enkelts formue; 3 af dem slap fri eller betalte idetmindste ikke det år. Ligeså meget, som hver enkelt betalte kongen, måtte han rimeligvis også betale byen.
Jens Andersen Guldsmed var under sagens gang flygtet bort, måske straks efter drabet. Den 23de Marts 1626 skænkede kongen hans enke og børn hans boslod, som ifølge den ham overgåede dom var tilfalden kongen. Efter en gammel optagnelse levede manden indtil sin død (senest 1647) hos sin broder, Hr. Kristen i Højerup. Rigtignok skulle efter Kristian den 3dies Reces af 1536, § 7 Ingen, som var dømt fredløs for et drab i kongeriget, kunde "huses, hæles eller have nogen plads" i hertugdømmerne; men det kom naturligvis meget an på, om der var nogen af den afdødes slægt, som ville efterstræbe drabsmanden, og det var der jo i dette tilfælde ikke. - Hans hustru blev derimod boende i Ribe, hvor hun havde ret anselige ejendomme, indtil hun døde i pestens tid.

Jens blev gift med Lisbeth Andersdatter Klyne, datter af Anders Sørensen Klyne og Kirstine Thøgersen, den 8 Jul. 1604 i Ribe sogn, Ribe Herred, Ribe Amt. (Lisbeth Andersdatter Klyne blev født den 6 Dec. 1585 i Ribe sogn, Ribe Herred, Ribe Amt ²⁰¹ og døde den 1 Jun. 1659 i Ribe sogn, Ribe Herred, Ribe Amt ²⁰¹.)