Fredag den 13 oktober blev vi hentet af min bror og svigerinde. Turen skulle gå til Nice hvor de har en lejlighed og vejrudsigten havde lovet 25 gr. ved Nice, så det tegnede super.
Vi kørte fra Kolding kl.10 og det var så meningen at vi kørte over Luxemburg til Metz i Frankrig, hvor vi ville overnatte. Turen til Metz tog frygtelig lang tid da det var fredag og masse af vejarbejde, så vi ankom først til hotellet kl. 23.00
Efter en god nattesøvn kørte vi videre kl. 9.00 og var ved deres lejlighed kl. 17.00 lørdag eftermiddag i strålende solskin. Vi fik pakket ud og gik så op på 1.sal hvor min kusine og mand også har en lejlighed for at få nogle kolde øl. Min søster og svoger har også en lejlighed lige oppe over min brors og de var der også i denne uge, så der blev hygget med hele familien. Desværre havde de ikke deres golfudstyr med, så det var kun os 4 som skulle spille.
Søndag morgen sad vi lidt over 1 time ved morgenkaffen og gjorde os så klar til første gang golf. Da det var en søndag, var vi noget spændte på om vi kunne få plads nogen stæder. Vi startede med at køre op til Golf Country Club Saint Donat, som ligger mellem Cannes og Grasse, men her var alt optaget. Banen og klubhuset så meget-meget flot ud, så vi bookede en tid til næste dag. Herefter kørte vi få km til næste golfbane som var Golf de la Grande Bastide og de havde en tid en time senere. Greenfee på disse kanter er meget dyre, men jeg havde læst på nettet hjemmefra at man kunne købe et golf pas og dermed spare en del penge. Dette viste sig også at holde stik. Vi købte hver et golfpas til 230,-EUR pr.pers. som dækkede 4 forskellige golfbanen hvor vi måtte spille i alt 4 gange, men dog kun den samme bane 2 gange. Greenfee f.eks. på Saint Donat koster 82,- EUR pr.per. så der var en del at spare. Vi fik spillet 18 huller på en meget flot bane med fine resultater. Vi sluttede dagen af med at køre en tur i byen for at spise.
Mandag skulle vi så spille Saint Donat som vi glædede os meget til da den så meget fin ud og vi blev hurtig enige om at det er den flotteste bane vi hidtil har spillet. Det var tydelig at se at det var pengefolk som spillede her. Der var en del dansker som boede på disse kanter det meste af året, så vi fik spillet med de fine :-) Efter en rigtig god runde sluttede vi af med en kold øl i klubhuset som nærmest lignede et kæmpe rigmandsvilla. Denne bane blev også spillet dagen efter.
Onsdag skulle vi så spille Opio Valbonne som også var en spændende bane, dog var der næsten ingen bunker på banen. Det var tydelig at her kom alle de danske,svenske og hollandske pensionister for at spille. Banen havde også et hotel med udsigt over banen.
Om aftenen tog vi alle - bror,søster, kusine med påhæng op til en lille by for at spise. Stedet havde vi fået anbefalet af en fastboende dansker og det viste sig at være et rigtig hyggelig sted til rimelig priser.
Efter 4 dage med golf var det tid til at se kysten lidt an. Torsdagen startede med regn, så vi kørte først en tur til Italien for at købe billig sprut og herefter kørte vi til Monaco for at se denne smukke og spændende by. Vi gik også en tur i kasino for at spille og min bror var så heldig at vinde kr. 3000,- og straks bød de på drinks og ud at spise på deres regning. Vi sluttede af inde i gamle Nice på en Engelsk pub som også blev besøgt om fredagen.
Fredag kørte vi igen ind til gamle Nice sammen med min kusine og mand hvor vi tilbragte det meste af dagen. Sidst på eftermiddagen kørte vi så en til til havnen i Antibes for at se disse store både som ligger her.
Lørdag morgen kl. 10.00 tog vi så afsked med resten af familien som skulle blive der 1 uge mere og begav os nordpå. Lidt før midnat kørte vi ind på et hotel i Kassel for at overnatte og søndag eftermiddag var vi igen hjemme i Kolding efter en rigtig god tur.